I januar måned i år blev Christian E. Christiansens Om Natten nomineret til en Oscar for bedste kortfilm. Det blev samtidig startskuddet til, at Christiansen kunne udvide historien om tre unge kræftramte piger til spillefilmslængde, og resultatet er blevet Dig & Mig, en stærk og kompromisløs film, hvor vi foruden at følge pigerne på kræftafdelingen og det venskab de har fået der, også ser på deres liv før og under det sygdomsforløb som de tre er i forskellige faser af.

Der er ikke nogen facitliste, når man skal lave en film med et meget alvorligt emne, og som Dig & Mig så godt viser, så reagerer mennesker forskelligt på det at opleve en alvorlig sygdom. Mette ser undrende til, mens hendes meget religiøse forældre mest af alt opfører sig som om de har affundet sig med deres datters skæbne. Sara er blevet revet ud af sit liv som konkurrencesvømmer, som var styret af hendes ambitiøse far, og Stephanie vil helst klare kampen mod kræften selv, og skubber bevidst dem hun holder af væk fra sig.

Alle tre hovedrolleindehavere, som gentager deres roller fra kortfilmen Om Natten, gør det rigtig godt, men det er især Julie R. Ølgaard som markerer sig i rollen som Stephanie. En flot præstation, der virker meget ægte og ubesværet.

Instruktør Christian E. Christiansen viste allerede med sin debutfilm Råzone fra 2006, at han tør gribe ud efter publikum, og få et hårdt tag i dem uden at give slip igen. Det samme gør han her, og det er nok meget individuelt hvordan publikum vil reagere på det. Der er bestemt humor i spillet mellem de tre veninder, men der er ikke en påklistret humor over selve det seriøse emne, som mange filmmagere ellers godt kan forfalde til - at få lidt solskin frem, når det bliver for alvorligt. Det kan blive ødelæggende for en film. Men det er ikke et problem i Dig & Mig. Filmen forholder sig hele tiden nøgternt til historiens alvor, og det gør den til en meget stærk oplevelse.

Der er et klart overblik over de tre pigers historier, og de supplerer fint hinanden og samler filmen, som med en spilletid på kun lige under 1½ time, er meget stramt fortalt. Christiansen er ikke bange for at lade scenerne trække ud, og der er hele tiden skarp fokus på hovedpersonernes oplevelser af sygdommens følger. I mange af scenerne fomår man på fornem vis at centrere blikkene. De spørgende blikke fra Stephanie, Sara og Mette, som prøver at finde en mening med det der sker, og gør det ved stille at observere menneskene omkring sig.

Dig & Mig er ikke en fejlfri film. De tre pigers forhistorier er på den ene side godt skildret, men det er et problem, at man har tvunget en kærlighedshistorie ind i alle tre. Netop romantikken har åbenlyst været et vigtigt tema, men det er faktisk kun i den ene af historierne, at dette fungerer optimalt.

Heldigvis udmærker filmen sig dog på så mange andre områder. Foruden at være en film om kærlighed og håb, omhandler den måske i endnu større grad frygt. Frygten for selve sygdommen selvfølgelig, men også det paradoksale i at være bange for at gå igennem sygdomsforløbet alene - og samtidig være bange for at involvere dem man holder af i frygten for at opleve både medlidenhed og svigt.

Dig & Mig er en film som tør fremprovokere følelser hos publikum, og den gør det uden at tøve én eneste gang. Det er en stor kvalitet.