I 1999 fik vi i Mumien en velkommen eventyrfilm, som vi ikke havde set bedre i mange år. Mumien bød på herlig underholdning, store farer i ørkenens sand og en kvik bemærkning fra filmens helt, den rastløse Rick O'Connell. To år senere kom Mumien Vender Tilbage, som slet ikke formåede at leve op til etteren. Nu er treeren i serien klar, men denne gang er vi rejst langt væk fra Egypten.

Vi er nu i Kina, hvor en magtgal kejser vil herske over hele verden. En forbandelse forvandler kejseren og hans mægtige hær til terracotta-statuer (nej, der er ikke mange rigtige mumier i denne film) og de ligger gemt i ørkensandet i mange hundrede år. Lige indtil Alex O'Connell, Ricks søn som nu er ærkelog, finder graven. Voldsomme kræfter bliver sat fri, og Rick og Evy må hjælpe sønnike før kejseren får held med at underlægge sig hele verden.

Brendan Fraser gentager rollen som eventyreren Rick O'Connell, men denne gang har han ikke Rachel Wesiz med sig som Evy. Maria Bello har overtaget rollen fra Weisz, som siden den anden Mumien-film kan kalde sig Oscar-vinder (Weisz vandt i 2006 for sin præstation i The Constant Gardener). Men hvor god en skuespiller Maria Bello end er, kan hun slet ikke leve op til den uimodståelige energi som Rachel Weisz lagde for dagen. Og det gør det heller ikke bedre, at Bello kæmper med en engelsk accent, som heldigvis bløder lidt op i løbet af filmen, men som i starten lægger sig tungt op ad Weisz' stemme.

14 år er gået siden hændelserne i Mumien Vender Tilbage, og det betyder, at Rick og Evys søn Alex nu må være i starten af 20'erne. Men det er komplet utroværdigt, at de har en søn på den alder. I virkeligheden er Brendan Fraser og Maria Bello også kun henholdsvis 13 og 14 år ældre end Luke Ford, der spiller sønnen Alex. Det fungerer ikke.

Mumien: Drage-kejserens grav er en noget ujævn affære, og den befriende humor fra den første film, er erstattet af en noget anstrengende John Hannah, der i endnu større grad end i de to første film er degraderet til komisk "sidekick". Der er dog drøn på hele vejen, og det betyder utrolig meget, at filmen aldrig når at komme ned i tempo. Det skyldes, at man har formået at bygge den solidt op omkring en håndfuld stort opsatte actionscener i både bjerge, byer og ørken.

Den første film i serien tårner over de andre i ren og skær underholdningsværdi, men hvor begge fortsættelser har både styrker og svagheder, er Mumien: Drage-kejserens grav lige en lille smule mere vellykket end den charmeforladte Mumien Vender Tilbage.