Da Disney og Walden Media besluttede sig for at filmatisere C.S. Lewis' fantastiske bøger om det eventyrlige land Narnia, var det noget af en udfordring, da Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi netop havde taget verden med storm, og Harry Potter-bøgerne også blev filmatiseret og fik stor popularitet i biograferne.

Første Narnia-film, Løven, Heksen og Garderobeskabet, blev dog en meget stor succes og indspillede for omkring 3½ milliard kroner på verdensplan. Så det er ikke overraskende, at man nu prøver igen med Prins Caspian, mens nummer tre, Morgenvandrerens Rejse, allerede er på tegnebrættet.

Den utrolige Hulk så første gang dagens lys i 1960'erne som tegneserie. Senere kom den populære tv-serie med Lou Ferrigno som videnskabsmanden der bliver til den frygtindgydende grønne kæmpe når han bliver vred, og i 2003 instruerede Ang Lee filmen Hulk, som dog ikke blev nogen stor succes.

Siden da har Marvel Comics, via selskabet Marvel Studios, fået mere og mere kontrol med filmatiseringerne af deres tegneserier. Det har især været tydeligt i år, med først Iron Man og nu The Incredible Hulk. At Marvel Studios selv kan stå for det økonomiske gør, at de har langt mere frihed til at udvikle filmprojekterne i deres egen ånd, hvilket The Incredible Hulk i meget stor grad bærer præg af. Filmen er fyldt med fine små hentydninger til hele Marvel-universet, som fans vil lægge mærke til.

Soning er Joe Wrights filmatisering af Ian McEwans anmelderroste roman af samme navn fra 2001. Syv Oscar-nomineringer og to vundne BAFTA-priser. Det giver ganske høje forventninger, og de bliver indfriet til fulde.

Dansk prissluger med Elsker dig for evigt (2002), europæisk filmpris-sluger med Brødre (2004) og amerikansk Oscar-nominering med Efter Brylluppet (2006). Susanne Biers internationale succes har hidtil været en dans på roser, og til trods for at blive slået på målfoto af et drønkedeligt tysk drama ved Oscar-uddelingen det år, har det ikke skræmt Bier væk fra den amerikanske glamour.

Tværtimod kommer nu resultatet af års arbejde: Et velfortalt melodrama, hvor dets danske rødder endog skinner tydeligt igennem, tilsat lige dele Hollywood-stjerner og sikkert skuespil – fra især en helt forrygende Benicio Del Toro.

Efter De Andres Liv, som for mig at se var en af de bedste film overhovedet sidste år, havde jeg store forventninger til Stefan Ruzowitzkys nye film, Forfalskerne – eller på originalsproget Die Fälscher. Mine forventninger blev da også indfriet til fulde.

Efter to små og anonyme film fik den indiskfødte amerikanske instruktør M. Night Shyamalan i 1999 sit store gennmembrud med gigant-hittet Den Sjette Sans. Filmen med Bruce Willis i hovedrollen og lille Haley Joel Osment i en Oscar-nomineret præstation indspillede for mere end 3 milliarder kroner på verdensplan, og satte det svært udtalelige navn Shyamalan på alles læber. Og han var end ikke fyldt 30 endnu! Med sin næste film, Unbreakable, beviste Shyamalan, at han har sin helt eget stil. En stil han senere har ført videre med stor succes.

Indiana Jones behøver næppe nogen introduktion. Først kom de tre første film i trilogien relativt hurtigt efter hinanden – hvor vi i den sidste tog afsked med helten ridende ud mod solnedgangen, genforenet med sin far og med en sejr over nazisterne i bagagen. Nu vender arkæologen tilbage efter 19 lange år. Ventetiden har været lang, men forventningerne bliver heldigvis indfriet til fulde.

I næsten 60 år skjulte Traudl Junge sine personlige erindringer om hendes arbejdsgiver Adolf Hitler. Fra foråret 1942 til naziregimets fald i 1945 var hun Hitlers personlige sekretær. I april 2002 stod hun på grund af uhelbredelig sygdom endelig frem.

Ikke siden Goodfellas har livet som gangster i den amerikanske underverden været portrætteret på så tankevækkende og dybdegående vis som i Ridley Scotts seneste storfilm. Den rette blanding af episk drama og personlig konflikt perfekt udmålt af instruktørens sikre hånd resulterer i et underholdningsmæssigt mesterværk, en moralsk nyklassiker i genren, der brillerer på hvert et punkt.

Der er nu ikke noget som en god gangsterfilm, og Eastern Promises er et af de bedste bud inden for genren i mange år: Kun få dage til jul, og to forskellige steder i London dør et menneske. I en barberstol får en gangster brutalt skåret halsen over, og på et hospital dør kun 14-årige Tatiana, mens hun føder en datter.

Begge er russere, og umiddelbart ser de to hændelser ikke ud til at have meget med hinanden at gøre, men jordemoderen Anna, spillet af Naomi Watts, finder en dagbog i den afdøde piges taske og begynder at grave i sagen for at finde frem til den lille piges familie.