Wall-E er årets Pixar-film, og den indfrier alle forventningerne. De magiske øjeblikke i biografens mørke har animationsstudiet Pixar altid patent på, og man kan kun gætte sig til, hvad ellers så hæderkronede Disney ville være uden Pixar i stalden. Lige siden 1995 har de samarbejdet, fra Pixars første spillefilm Toy Story til nu Wall-E, men Pixar er et selvstændigt selskab under Disney-koncernen, og deres otte første spillefilm har på verdensplan omsat for mere end tyve milliarder kroner i billetindtægter.

Vi er 700 år ude i fremtiden. Mennesket har forladt jorden, og oprydningen af de enorme mængder affald er i hænderne på en effektiv lille robot. Dagene går for robotten Wall-E, og eneste følgesvend er en kakerlak. Når det er fyraften vender Wall-E hjem til sin bolig, en specialindrettet container, hvor han undersøger de ting han slæber med hjem fordi de er for spændende til at skrotte, og ser den romantiske musical Hello, Dolly! med stor nysgerrighed.

Men en dag ændres hele verden for Wall-E. Et rumskib ankommer og dumper den smukke og elegante robot-drone Eva, der skal analysere Jorden. Venskabet med Eva, som kommer fra et gigantisk menneskeskabt rumskib, der svæver langt ude i det ydre rum, fører Wall-E ud i et eventyr, som er så stort, at det næsten er for uoverskueligt for en lille, godmodig og frem for alt nysgerrig robot.

Det er på alle måder en imponerende bedrift Pixar har begået med Wall-E. Man sætter nye standarder for computeranimationens formåen, og flere steder må man lige gnide sig i øjnene for at overbevise sig selv om, at dette altså er en animationsfilm.

Filmens første halvdel, hvor vi følger Wall-E i sit daglige trummerum, er klart filmens bedste. Her blomstrer en fantastisk humor, som kommer perfekt til udtryk i det nysgerrige væsen, som gemmer sig bag det metalliske ydre. Samtidig er det en kærlighedshistorie og noget af det mest romantiske vi har set i biografen i år. Og hele tiden må man minde sig selv om, at dette er computeranimerede metalvæsener, vi har med at gøre.

Filmens anden halvdel har ikke samme store charme som den første, men fortsætter hvor en række tidligere Pixar-film slap: Action, humor og af og til skønne scener med Wall-E og Eva, som indeholder så megen bedårende sødme og poesi, at man overgiver sig fuldstændig til de to forelskede robotter!

Men en løftet pegefinger er der dog også blevet plads til: Vi skal passe på vores jord, og den måde menneskeheden er gået i forfald i filmen, må vi for alt i verden undgå. Der er håb forude, og Wall-E kan næppe skæres mere - eller bedre - ud i pap i den henseende.