Bruce Willis går bag kameraet

Skrevet af Lars Haslev d. 25. september 2008 kl. 09:24

Bruce Willis i Die Hard 4.0

Hollywood-stjerne, hårdkogt actionhelt og nu også instruktør. Bruce Willis vil kunne skrive en ny titel på sit cv i den kommende tid. I næste måned starter han nemlig optagelserne på sin første film som instruktør.

Hans instruktørdebut bliver med indie-filmen Three Stories About Joan, et psykologisk drama med Willis selv, Camilla Belle og Kieran Culkin på rollelisten.

Historien centreres omkring tre steder i en ung kvindes liv og de familietragedier som gør, at hun mister greb om virkeligheden.

Fakta

Hvad er en indie-film?

Wikipedia skriver:

Termen indie kommer fra engelsk og er en forkortelse af ordet "independent" (uafhængig). Det handler som regel om kreativ udfoldelse uden hjælp fra større pladeselskaber, filmselskaber eller anden større finansiel støtte.

Oftest ligger der også i brugen af betegnelsen indie en form for kritik af hvordan større selskaber vil tjene penge hellere end at fremme kunst og kreativitet.