Trailer: The X-Files - I Want to Believe

Skrevet af Lars Haslev d. 17. maj 2008 kl. 18:42

The X-Files: I Want to Believe bliver det seneste og sidste filmkapitel af den succesfulde tv-serie af samme navn – i hvert fald med seriens oprindelige hovedaktører David Duchovny og Gillian Anderson tilbage for en sidste gang at spille henholdsvis Fox Mulder og Dana Scully.

Se traileren efter hoppet!

The X-Files: I Want to Believe er en selvstændig efterfølger til tv-serien og filmen The X-Files: Fight the Future fra 1998.

En gruppe kvinder bortføres i Virginia og efterfølgende bliver flere groteske menneske-kropsdele fundet i vejkanten. Da man er desperat efter spor til efterforskningen, bliver en ildeset præsts syner taget alvorligt. Disse fører det lokale politi ud på en bizar søgen efter hemmelige eksperimenter, der måske hænger sammen med kvindernes forsvinden.

Det er lige en sag for de tidligere FBI-agenter Fox Mulder (David Duchovny) og Dana Scully (Gillian Anderson), men FBI har lukket efterforskningen af det paranormale ned for flere år siden. De to gamle kollegaer har dog heller ikke synderligt lyst til at genoptage deres mørke fortid, men sandheden er derude, og hvem andre end Mulder og Scully kan finde den? The X-Files: I Want to Believe er instrueret af den legendariske tv-series skaber, Chris Carter.

Sandheden er derude. The X-Files har opnået en stor plads i hjertet hos mange science fiction-fans. Tv-serien kørte i 9 sæsoner og er indtil videre efterfulgt af to spillefilm. Den vandt igennem årenes løb bl.a. 15 Emmy-priser (ud af 61 nomineringer), 5 Golden Globes (ud af 12 nomineringer) og 1 engelsk BAFTA-pris (ud af 2 nomineringer).

Fakta

Plakat til The X-Files: I Want to Believe
Instruktør: Chris Carter
Medvirkende: David Duchovny, Gillian Anderson, Amanda Peet, Billy Connolly
Spilletid: 104 min.
Censur: 11 år
Premiere: 1. august 2008