Udgivelser på DVD og Blu-Ray: Uge 40 2008
Hvad skal dine lommepenge bruges på i denne uge? Film selvfølgelig! Hver uge kommer MovieSpice med et bud på de gode køb blandt ugens udgivelser på DVD og Blu-Ray.

Flammen og Citronen (DVD, Blu-Ray)
Købe-faktor: 5/6
Flammen & Citronen, der tager udgangspunkt i virkelige historiske begivenheder, er blevet en af dansk films største succeser nogensinde. Med sin kontroversielle og stærke historie giver filmen et helt nyt og anderledes nuanceret billede af krigen, og det sublime skuespil og den storslåede opsætning sætter nye standarder og rammer noget i os alle. Glæd dig til filmen, der har det hele: Tempo, nervepirrende spænding, kærlighed og masser af action. Kort og godt dansk film i verdensklasse!
Glæd dig også til det mangfoldige ekstramateriale, der giver fornyet indsigt og historisk perspektiv med nye, afslørende lag til den uudtømmelige historie!
1944. Vi befinder os i det besatte København. Mens resten af landet håber, at krigen snart får ende, er modstandsfolkene Flammen (Thure Lindhardt) og Citronen (Mads Mikkelsen) Holger Danske-gruppens mest effektive våben, skarpt holdt til ilden af politichef Winther (Peter Mygind).
Da Flammen beordres til at henrette sin kæreste, Ketty (Stine Stengade), kommer han imidlertid i tvivl. I kampen for landets frihed er zonerne grå, og det bliver sværere og sværere at finde grænsen mellem venner og fjender.

Control (DVD)
Købe-faktor: 4/6
Control er instrueret af Anton Corbijn som har været hoffotograf for en sand kongerække af musikere: U2, REM, Depeche Mode og mange andre. Joy Division var det første band, han fotograferede, og i Control får hans kærlighed til bandet og dets karismatiske sanger lov til at skinne igennem.
Control er historien om Ian Curtis, Joy Divisions sanger og skævt charmerende frontmand, der i 1970'ernes golde Manchester sprang ud som rockstjerne – en musikalsk sol, der brændte intenst for blot at slukkes for evigt få år senere.
Ian blev udødeliggjort som et rockikon, der med Joy Division var med til at indvarsle en ny æra i rockhistorien. Som 17-årig møder Ian sit livs store kærlighed Deborah, og de to bliver hurtigt gift. Senere indleder han et hemmeligt forhold til den mystisk dragende Annik, men dobbeltlivet, hans glødende musikalske ambitioner og tiltagende epileptiske anfald ender med at tage kontrollen fra ham.

Helt sikkert, måske (DVD)
Købe-faktor: 3/6
Det hele begynder den dag, hvor Will bliver stillet over for to ubehagelige kendsgerninger: Han skal underskrive de endelige skilsmissepapirer, og hans 10-årige datter Maya (Abigail Breslin) har lige haft seksualundervisning og begynder at stille en masse pinlige spørgsmål.
Det ender med, at Will fortæller hende historien om, hvordan han mødte hendes mor – og et par andre kvinder.
Tilbage i 1992 drager en ambitiøs, ung Will Hayes (Ryan Reynolds) til New York for at arbejde på Bill Clintons præsidentkampagne med den klare ambition senere at få sin (perfekte prototype til 'first lady') kæreste Emily (Elizabeth Banks) med.
I New York må han imidlertid begynde fra bunden på kampagnekontoret, hvilket dog ikke kølner hans ambitioner. Til gengæld bliver han noget hylet ud af den ved mødet med Emilys meget nære veninde Summer, ligesom alle hans sikre svar på livets spørgsmål bliver gennemhullet af kontorets apolitiske, men skarpe kopieringspige, April (Isla Fisher).
Hun er i øvrigt også lige ved hånden den dag, hvor han skal øve sig på at fri til Emily. Som mod forventning siger nej! Og så er alle bolde pludselig i luften.























