Skrevet af Lars Haslev d. 30. september 2008 kl. 22:53
Instruktør Zack Snyder, der stod bag effektorgiet 300, har indgået aftale med spilgiganten Electronic Arts om at udtænke, udvikle og styre tre originale videospil.
Hvilke platforme spillene skal udvikles til eller hvad de skal indeholde er ikke fastlagt. Til gengæld indeholder kontrakten en ganske innovativ option: Bliver et eller flere af spillene en succes, kan EA frit vælge at filmatisere dem - med Zack Snyder selv i instruktørstolen.
Snyder bliver dermed næste i rækken af filmmagere bag videospil, der ikke nødvendigvis er bygget over en film. Steven Spielberg, John Woo og Peter Jackson har også prøvet kræfter med dette.
Skrevet af Lars Haslev d. 08. september 2008 kl. 19:01
Electronic Arts har valgt at udskyde spil-udgaven af Harry Potter og Halvblodsprinsen som følge af filmens udskydelse.
Selvom det næppe kan kaldes overraskende, at man vælger at udskyde spil-udgaven af Harry Potter og Halvblodsprinsen, der blev udskudt af producenten Warner Bros. i sidste måned, så vil beslutningen utvivlsomt kunne ses i spiludgiverens årsregnskab. Julen er spilbranchens helt store trækplaster, og især børnefamilien plejer i denne tid at være trofaste købere af Harry Potter-spillene. Nu vil udskydelsen efterlade et hul i den målsætning.
Spillet er ligesom filmen rykket fra en oprindelig udgivelse i november til næste sommer. Det betyder, at udviklerne nu har over et halvt år yderligere til at finpudse spillet, der udgives til Wii, PS2, PS3, PSP, Xbox 360, Nintendo DS, PC, Macintosh og mobiltelefoner.