Skrevet af Lars Haslev d. 01. juli 2008 kl. 00:01
Hvad skal dine lommepenge bruges på i denne uge? Film selvfølgelig! Hver uge kommer MovieSpice med et bud på de gode køb blandt ugens udgivelser på DVD og Blu-Ray.
No Country for Old Men (DVD)
Købe-faktor: 6/6
De meget roste filminstruktører Joel og Ethan Coen leverer her deres mest gribende og ambitiøse film til dato – en rå og komprimeret action-thriller. Dette katten-efter-musen-drama er baseret på en roman af den Pulitzer-prisvindende forfatter Cormac McCarthy og har blandt andet stjerner som Tommy Lee Jones på rollelisten. Vær forberedt på nervepirrende action fra filmens start til det sidste, spændende sekund.
Filmen vandt fire Oscars, blandt andet for bedste instruktør og film, og er blevet skamrost af både den amerikanske og danske presse.
Blandt andet skriver Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten:
"Denne besættende og enestående historie forløses storslået på lærredet."
Synopsis: Da en mand tilfældigt falder over et blodigt gerningssted, en bil fuld af heroin og to millioner dollars i uimodståelige kontanter, beslutter han sig for at tage pengene og udløser derved en ukontrollabel voldsspiral. End ikke politistyrken i West Texas kan styre situationen.
Rambo 4: Legends Never Die (DVD)
Købe-faktor: 4/6
Vi har savnet ham i 20 år, men nu er Rambo endelig tilbage! Den fjerde film om John Rambo i skikkelse af den nu 61-årige Sylvester Stallone er også den blodigste – med et body count, der aldrig har været højere! Stallone har selv skrevet og instrueret filmen, og selvsagt spiller han selv den hovedrolle, som ingen andre nogensinde vil kunne udfylde: John Rambo! God underholdning fra start til slut, og er man fan er der simpelthen ingen vej uden om. Køb med det samme!
Synopsis: På grænsen til det borgerkrigshærgede Burma begynder det hidtil blodigste kapitel om frihedskæmperen John Rambo. Et hold nødhjælpsarbejdere er fanget bag fjendens linjer, og kun én mand tør krydse grænsen og kaste sig ud i den ondeste junglekrig. Navnet er Rambo, og metoden er klar: Burn Burma, Burn!
Alvin og de frække jordegern (DVD, Blu-Ray)
Købe-faktor: 3/6
Ligesom i Garfield-filmene blandes animation og rigtige skuespillere i denne herlige familiefilm fyldt med humor, varme, sjov og ikke mindst sang og musik for børn i alle aldre. Man har set det hele mange gange før, og de lidt større børn og voksne vil sikkert kede sig undervejs, men kan stadigvæk anbefales. DVD'en udgives med både original og dansk tale.
Synopsis: Tre søde og sjove små jordegern, Alvin, Theodore og Simon, løber tilfældigt ind i den kriseramte sangskriver Dave Seville (Jason Lee) og beslutter at flytte ind hos ham. I håbet om at overbevise Dave om, at han skal lade dem blive boende, indser Alvin, Theodore og Simon hurtigt, at de bliver nødt til at afsløre deres noget særlige talent. Ikke alene kan de tale... de kan også synge!
Andre gode køb
Den futuristiske actionfilm Jumper er i denne uge kommet på Blu-Ray. Filmen har Hayden Christensen i hovedrollen og udforsker det meget interessante spørgsmål: Hvad hvis vi kunne teleportere os hvorhen vi ville med tankens kraft? Filmen er en noget rodet affære, men der er heldigvis tilpas meget underholdning gemt i konceptet, at man ser bort fra plothullerne og i stedet nyder de flotte effekter. Fås også på DVD.
Omtalte udgivelser
No Country for Old Men - (DVD
Udgiver: Paramount Pictures
Rambo 4: Legends Never Die - DVD
Udgiver: Nordisk Film
Alvin og de frække jordegern - DVD, Blu-Ray
Udgiver: SF Film
Jumper - DVD, Blu-Ray
Udgiver: SF Film