Skrevet af Lars Haslev d. 24. september 2008 kl. 07:50
14 år er der gået siden Samuel L. Jackson for alvor brød igennem med sin rolle i Quentin Tarantinos Pulp Fiction. Og manden bliver ved med at trække folk i biografen. Således endte thrilleren Lakeview Terrace, skuespillerens seneste film, bedst i de nordamerikanske biografer denne weekend.
Sidste uges etter blev denne uges toer: Joel og Ethan Coens sorte komedie Burn After Reading med Brad Pitt og George Clooney i hovedrollerne. Filmen har netop tjent sine egne omkostninger hjem og kan dermed kaldes for en succes.
Tre andre nye film skuffede tværtimod. Kate Hudsons romantiske komedie My Best Friend's Girl, hvor hun spiller overfor Dane Cook og Jason Biggs, måtte tage til takke med 8.2 mio. dollars, mens animationsfilmen for hele familien Igor - med stemmer af blandt andet John Cusack - fulgte lige efter med 8 mio. dollars. Komedien Ghost Town med Ricky Gervais og Téa Leoni var også ny på plakaten, men måtte helt ned på ottendepladsen i sin premiereweekend.
Top 10 film i USA lige nu
Billetindtægterne i de nordamerikanske biografer plejer at være et udmærket pejlemærke om kommende film, der er værd at holde øje med for os danskere.
1. Lakeview Terrace - $15M
2. Burn After Reading - $11M
3. My Best Friend's Girl - $8.2M
4. Igor - $7.8
5. Righteous Kill - $7.4M
6. The Family That Preys - $7.2M
7. The Women - $5.4M
8. Ghost Town - $5M
9. The Dark Knight - $2.9M
10. The House Bunny - $2.6M
Skrevet af Lars Haslev d. 21. juli 2008 kl. 23:25
Ny stor aftale mellem to store selskaber resulterer i fortsat udvikling af det blændende nye tv-medie, hvor de amerikanske tv-seere kan købe sig til direkte adgang til nye biograffilm hjemme i stuerne. Inkluderet i aftalen er blandt andet storfilmen Nine, Quentin Tarantinos næste projekt og en fjerde Scream-film. Syv år lyder aftalen på mellem tv-giganten Showtime Networks Inc. og filmproduktionsselskabet The Weinstein Company, der vil producere op til 95 film i perioden.
Aftalen begynder i 2009 med storfilm som Nine, instrueret af Chicago-instruktør Rob Marshall med ene stjernenavne på rollelisten: Daniel Day-Lewis, Nicole Kidman, Marion Cotillard, Penelope Cruz, Kate Hudson og Judi Dench. Derudover også Quentin Tarantinos næste store projekt, Inglorious Bastards, samt Scream 4. Også værd at bide mærke i er et remake af David Cronenbergs klassiske gyser Scanners.
Det positive ved dette tiltag er, at udviklingen af denne service - hvor man kan opleve nye biograffilm direkte på tv-skærmen - især vil blive muligt i Danmark, når tv-signalet går over til at være digitalt næste år.
Skrevet af Lars Haslev d. 21. juli 2008 kl. 22:35
Oscar-nominerede Kate Hudson og sangerinden Fergie, bedre kendt fra popgruppen Black Eyed Peas, er de næste i rækken af stjernenavne som vil medvirke i Chicago-instruktør Rob Marshalls filmatisering af Nine, der er en prisbelønnet Broadway-musical. Allerede ombord på en næsten propfyldt stjerneparade af Hollywood-stjerner er Oscar-vinderne Daniel Day-Lewis, Nicole Kidman, Marion Cotillard, Judi Dench og Sophia Loren samt Oscar-nominerede Penélope Cruz.
Musikken og sangene i Nine komponeres og skrives af ingen ringere end Maury Yeston, der også stod bag den originale Broadway-produktion fra 1982.
Nine-musicalen er en fortolkning af Federico Fellinis klassiske film 8½ fra 1963. Musicalen følger den berømte instruktør Guido Contini under opførelsen af sin sidste film, og dertil følger intrigerne med de mange kvinder i hans liv.
Hvor står projektet?
Optagelserne til Nine ventes at gå i gang i England den 10. oktober.