Skrevet af Lars Haslev d. 11. august 2008 kl. 12:44
Selvom to nye film havde premiere, var der heller ikke denne weekend nogen som kunne røre The Dark Knight i de nordamerikanske biografer. Efter hele fire uger har den længe ventede fortsættelse af Batman Begins stadig skyhøje salgstal og topper fortsat listen med 26 millioner dollars, svarende til 130 millioner kroner.
Samlet er filmen nu oppe på fantastiske 441.5 millioner dollars (704.5 millioner dollars på verdensplan), og det er nok til at overhale Shrek 2 på tredjepladsen af listen over alle tiders mest indtjenende film. Svært bliver det dog at nå Titanics gamle rekord på lige over 600 millioner dollars som den mest indtjenende film i USA nogensinde. Tværtimod er det sikkert, at The Dark Knight overhaler indehaveren af andenpladsen i løbet af de kommende uger, Star Wars Episode IV: Et nyt håb, der i sin tid hentede 460.99 millioner dollars.
Historien i The Dark Knight fortsætter hvor Batman Begins slap; Bruce Wayne lever et dobbeltliv som Batman og bekæmper kriminialitet i samarbejde med politidetektiv James Gordon - hjulpet af advokaten Harvey Dent. Netop som det begynder at lykkes dem at rydde op i Gotham, dukker en ny trussel dog op i form af den mystiske Joker.
Christopher Nolan har instrueret et af årets bedste og mest succesfulde film. På rollelisten finder man blandt andet Christian Bale, Heath Ledger, Aaron Eckhart, Maggie Gyllenhaal, Gary Oldman, Michael Caine og Morgan Freeman.
Den nye komedie fra skaberne af Superbad, med Seth Rogen og James Franco, Pineapple Express, kom ind på andenpladsen, og med et budget på blot 27 millioner dollars er det allerede efter første weekend en succes. En succes kan man dog ikke kalde den tredje Mumien-film, Drage-kejserens grav, der faldt bombastiske 60% i forhold til sidste uge til tredjepladsen. Instruktør Rob Cohen havde et budget på enorme 145 millioner dollars til rådighed, men indtil videre har den kun indtjent det halve.
Fjerdepladsen gik til The Sisterhood of the Traveling Pants 2 (Fire veninder - et par jeans 2), der er weekendens anden nye film. En direkte fortsættelse til etteren, logisk nok, der igen har Alexis Bledel, America Ferrera, Blake Lively og Amber Tamblyn på rollelisten. I denne toer følger vi de fire veninder i månederne efter afslutning af deres første år på college. Efter at have været fra hinanden hele året, betyder deres sommerplaner, at de kommer endnu længere væk fra hinanden. På hvert sit hold oplever de frihed, kærlighed, valg og livets lektier - alt som en del i at vokse op. De forstår snart, at det kommer til at kræve mere end et brev, og til og med et par specielle bukser for at holde kontakten.