Fra de nordamerikanske biografer har det lydt: The Dark Knight er blevet hyldet mere eller mindre betingelsesløst af sit publikum, har brudt utallige rekorder for billetindtjening og er på ganske kort tid steget til vejrs på alverdens ranglister. Tårnhøje forventninger, men de indfries. The Dark Knight er ikke alene den bedste tegneseriefilmatisering til dato, det er også en af nyere tids mest helstøbte actionfilm.
Det er fem år siden Søren Kragh-Jacobsen sidst lavede en film. Og måske har pausen været god for dogme-broderen, for den engelsk-sprogede Skagerrak var sandelig ikke noget at råbe hurra for. Nu har Kragh-Jacobsen slået sig sammen med manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg, som også var med til at skrive manuskriptet til Nikolaj Arcels imponerende debutfilm Kongekabale i 2004. Kongekabale var en dansk politisk thriller med et fornemt internationalt snit, og det er præcis det samme Kragh-Jacobsen og Heisterberg har kreeret med Det som ingen ved.
Den taiwanesiske instruktør Ang Lee er måske en af de mest alsidige filminstruktører i filmbranchen i dag. Lige meget hvad han kaster sig over, lige meget hvilken genre, så skaber han noget helt specielt.
Fra nutidig orientalsk kultur i sine tidlige film; til Jane Austens England i Fornuft og følelse; frustrerede amerikanske forstadsfamilier i The Ice Storm; den amerikanske borgerkrig i Ride with the Devil; kinesisk historie, eventyr og myter i Tiger på spring, drage i skjul; tegneseriefilmatisering med Hulk; og homoseksuel kærlighed i Brokeback Mountain, som gav Ang Lee en længe ventet Oscar for bedste instruktion.
Før 2001 var forholdene i de amerikanske efterretningstjenester meget anderledes end de er i dag. Man slækkede på sikkerhedsforholdene og var generelt ikke så fremme i skoene, som det har været tilfældet efter angrebet på Tvillingetårnene og Pentagon den 11. september. Det var også det år en amerikansk FBI-agent ved navn Robert Hanssen blev anholdt og efterfølgende fik en dom for at have arbejdet for daværende Sovjetunion og dermed have været skyld i både salg af statsligt fortroligt materiale og flere dobbeltagenters død. Hanssen-sagen benævnes i dag som den største sag inden for spionage i egne rækker i USA.
Franske film har siden Ole Michelsens favorisering af de ofte intellektuelle og følsomme film i det hedengangne filmmagasin Bogart haft ry for at være langsommelige og kedelige for det menige filmpublikum.
Jeg har i denne strid tit været tilbøjelig til at give ham med hatten ret i, at fransk film bestemt er seværdig og ofte bedre end den bløde mellemvare, Hollywood spytter ud. Med Mon fils a moi (Min Søn på dansk) må jeg dog slet og ret konstatere, at jeg sjældent har set så langtrukken film.
Det er de færreste instruktører forundt at vinde en Oscar eller De Gyldne Palmer i Cannes. Danske Bille August har som en af meget få vundet begge dele - ja sågar har han vundet De Gyldne Palmer hele to gange! Så det er vel ikke for meget at forvente en bemærkelsesværdig filmoplevelse, når selv samme August laver en stort opsat film om en af de vel 4-5 mest respekterede nulevende mennesker, Nelson Mandela?
I løbet af kun et halvt årti gik Orson Welles fra at være Hollywoods vidunderbarn til dets enfant terrible. Ved først i Citizen Kane fra 1941 at lægge sig ud med den mægtige amerikanske avismand William Randolph Hearst, og dernæst med sit andet større filmprojekt, The Magnificent Ambersons, at ende i åben strid med sit filmselskab RKO, brændte Welles sine broer i Hollywood, næsten før de var blevet bygget. Et uhørt stort talent matchet af en uhørt høj kompromisløshed.
"Hvorfor?", tænker man uværgeligt. "Hvorfor skulle én af datidens store skuespillere, Marlon Brando, midt imellem sin medvirken i Coppolas klassiker The Godfather og Bertoluccis priste erotiske drama The Last Tango in Paris medvirke i en lille, ligegyldig britisk thriller?".
Det er et rolle- og karrierevalg så forunderligt, at det næsten er på højde med selveste Orson Welles' destruktive anti-hollywoodske valg efter Citizen Kane eller John Travoltas ilde gennemtænkte medvirken i Scientology-filmen Battlefield Earth.
Et syn sortere end selve farven. En demonstrativ negligering af både censur og selvcensur. En svælgen i både sex af den bløde, den hårde, den sadistiske og den masochistiske slags og voldelige udladninger som et middel til at udtrykke sig på.
Gregg Arakis The Doom Generation trækker linjer til så forskellige film som Easy Rider, Natural Born Killers og den Generation X-inspirerede Reality Bites, men formår desværre aldrig at nå disses niveau. De sociale stikpiller er for kluntede, skuespillet for stift og fortællingen for rodet.
Sidst i halvfjerdserne og først i firserne var et gyserhit spøgelsesfilm som Ondskabens Hotel og The Amityville Horror. The Changeling hopper med på hjemsøgelses-trenden, men i stedet for at gå i fodsporene på førnævnte, lægges der op til noget andet. Der er en årsag til at spøgelser findes – men hvilken?