Det er seks år siden den banebrydende tv-serie The X-Files, eller Stengt Fortroligt på dansk, sluttede efter ni succesfulde sæsoner. En film kom i midten af seriens levetid, og der har lige siden været tale om endnu en film. Den er her nu endelig. I The X-Files: I Want to Believe vender Mulder og Scully tilbage.

Efter to små og anonyme film fik den indiskfødte amerikanske instruktør M. Night Shyamalan i 1999 sit store gennmembrud med gigant-hittet Den Sjette Sans. Filmen med Bruce Willis i hovedrollen og lille Haley Joel Osment i en Oscar-nomineret præstation indspillede for mere end 3 milliarder kroner på verdensplan, og satte det svært udtalelige navn Shyamalan på alles læber. Og han var end ikke fyldt 30 endnu! Med sin næste film, Unbreakable, beviste Shyamalan, at han har sin helt eget stil. En stil han senere har ført videre med stor succes.

Der er nu ikke noget som en god gangsterfilm, og Eastern Promises er et af de bedste bud inden for genren i mange år: Kun få dage til jul, og to forskellige steder i London dør et menneske. I en barberstol får en gangster brutalt skåret halsen over, og på et hospital dør kun 14-årige Tatiana, mens hun føder en datter.

Begge er russere, og umiddelbart ser de to hændelser ikke ud til at have meget med hinanden at gøre, men jordemoderen Anna, spillet af Naomi Watts, finder en dagbog i den afdøde piges taske og begynder at grave i sagen for at finde frem til den lille piges familie.

Hvis bare verden var lige som portrætteret i 60'er-musicalen Hairspray: Så enkel og sorgfri, at man kan danse race- og diskriminationsproblematikker væk, få sine drømme til at gå i opfyldelse med en sang, og selv som klassens overvægtige og naivt godhjertede pige have en chance hos byens bedste hug. Alt imens selveste John Travolta - sminket til ukendelighed som kvinde - og Christopher Walken er ens forældre.

Jeg har det med Michael Moore, som jeg har det med brun sovs. I små, men veldoserede mængder, gennemtrumfer saften og kraften alt andet, men hvis det bliver for meget og for tykt, er det til gengæld svært ikke at få kvalme.

Efter den Cannes-vindende Fahrenheit 9/11, som i mine øjne med sin for hult propagandistiske følelsesporno tilhørte sidstnævnte kategori, er Michael Moore med SiCKO heldigvis kommet på bedre og mere saglige tanker. Selvom der stadig er ubarmhjertige uppercuts til præsident Bush, går Moores spydige politiske agenda denne gang ud over et system mere end en person, og Moores stærkt lattervækkende ionisering over et dødsensalvorligt emne er heldigvis mindre selviscenesættende, end man kunne frygte.

Da jeg var en lille, elskede jeg denne seje svenske pige, som for mig var lig med frihed. Tænk at bo i et hus helt alene med sin egen hest og abe, hvor man kunne gøre lige nøjagtigt, hvad man havde lyst til – uden ens forældre blandede sig. Cool!

Dengang i 80'erne var Astrid Lindgrens berømte stærke pige Pippi personificeret ved Inger Nilsson i Olle Hellboms efterhånden klassiske børnetv-serie, hvor vi ser Pippi og hendes venner skildret med rigtige skuespillere. Og jeg elskede denne på højde med serierne om Emil fra Lønneberg og Alle vi børn i Bulderby. Om det er denne nostalgiske tilgang til Astrid Lindgrens univers, som gør denne tegnede udgave ulidelig, er svært at sige.

Der er højt til himlen og langt til naboen omkring det flade marskland og vadehavets unikke dyreliv i det sydvestligste Jylland. Egnen er blot et af mange yderområder, der alt for sjældent skildres på dansk film, men efter fem års arbejde er debutanten Peter Schønau Fog nu klar med sin allerede prisvindende filmatisering af Erling Jepsens fortjent succesfulde erindringsroman "Kunsten at græde i kor", der udspiller sig omkring Tønder i starten af 70’erne.

Et modigt valg for en ung instruktør, der på trods af sit sønderjyske ophav og dermed kendskab til miljøet ikke har valgt den mest oplagt filmatiserbare roman at kaste sig over.

Yippee-ki-yay! John McClane er tilbage - og som altid ender han på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Behøver vi sige mere?

Die Hard 4.0, også kaldet Live Free or Die Hard, er et yderst gennemført og underholdende actionbrag med et spændende karaktergalleri, et velskrevet plot og hæsblæsende stunts med minimal brug af computereffekter. Og frem for alt er det efterfølger nummer tre, der endelig giver filmserien en smagfuld afrunding.

2001 var året hvor startskuddet lød for, hvad der skulle blive en af verdens største successerier, og vi for første gang fik serveret et døgn i den resolutte og handlekraftige, men kronisk uheldige, Jack Bauers liv. Seks år (døgn om man vil) senere føles første sæson stadig så frisk og nyskabende, som da den blev sendt for første gang. Det personlige drama er også langt mere dominerende i denne sæson end i de senere.

Man tager lidt Delta Force, lidt Desperate Housewives og blander det med en masse amerikansk post-9/11 patriotisme og tilsætter et par kendte og erfarne ansigter både foran og bag kameraet.

Resultatet bliver The Unit, en ny tv-serie om en skjult specialstyrke, der rykker ud overalt i verden for at beskytte amerikanske interesser i demokratiets hellige navn. Samtidig skal også privatsfæren på basen fungere.