Shia LaBeouf kan hive folk i biografen

Fredagens valgduel mellem de to præsidentkandidater i USA, Barack Obama og John McCain, afholdt ikke befolkningen derovre fra at gå lystigt i biografen denne weekend.
Det skyldes først og fremmest Shia LaBeouf, hvis nye action-thriller Eagle Eye kunne hive størstedelen ind i biografmørket og hente knap 30 millioner dollars i billetindtægter. Det på trods af at anmelderne er nogenlunde enige om, at det langtfra er noget mesterværk. Filmen er LaBeoufs andet samarbejde med instruktøren D.J. Caruso, der instruerede sidste års store thriller Disturbia, og har premiere i Danmark på fredag den 3. oktober.
Shia LaBeouf spiller en ung fyr, hvis tvillingebror er død under mystiske omstændigheder. Han finder ud af, at han og hans mor er brikker i terroristgruppes dødsensfarlige spil. Terroristerne planlægger et politisk snigmord og forhindre uskyldiges død, bliver han medlem af terrorcellen. Michelle Monaghan, Rosario Dawson og Billy Bob Thornton er også på rollelisten.
Det karismatiske filmpar Richard Gere og Diana Lane fik også en rimelig biografpremiere. Filmatiseringen af Nicholas Sparks romantiske roman Nights in Rodanthe tjente nok penge til at indtage en sikker andenplads. Desværre har anmelderne ikke meget ros til overs.
Weekendens tredje premierefilm blev også den største overraskelse. Dramaet Fireproof med Kirk Cameron i hovedrollen er den største åbning for en independent-film nogensinde med imponerende 6.8 millioner dollars. Det var nok til en hæderlig fjerdeplads.
Den fjerde og sidste nye film blev tværtimod weekendens største skuffelse. Spike Lees længe ventede krigsfilm Miracle at St. Anna hentede blot 3.4 millioner dollars.
En sidebemærkning til slut: 11 uger skulle der gå før The Dark Knight røg ud af top 10. En sjældent set imponerende bedrift, kun overgået af Titanic.
Top 10 film i USA lige nu
Billetindtægterne i de nordamerikanske biografer plejer at være et udmærket pejlemærke om kommende film, der er værd at holde øje med for os danskere.
1. Eagle Eye - $29.1M
2. Nights in Rodanthe - $13.4M
3. Lakeview Terrace - $7M
4. Fireproof - $6.8M
5. Burn After Reading - $6.1M
6. Igor - $5.3
7. My Best Friend's Girl - $3.8M
8. Righteous Kill - $3.7M
9. Miracle at St. Anna - $3.4M
10. The Family That Preys - $3.1M