The Dark Knight slår rekorder!

Superheltene står nærmest på nakken af hinanden for tiden. Men én bestemt har været særligt ventet: Batman Begins 2. Og nærmest til uopnåelige højder efter at Heath Ledger, der spillede den vigtige Joker-rolle, døde af en overdosis medicinske medikamenter.
The Dark Knight havde premiere i USA denne weekend, og det blev en rekordsættende weekend for den længe ventede fortsættelse af Batman Begins. Med imponerende 155 millioner dollars, svarende til cirka 730 millioner kroner, overtager Batman nu tronen som den bedste åbningsweekend nogensinde efter Spider-Man 3. Godt nok blot med knebne 4 millioner dollars, men lidt har også ret.
Historien i The Dark Knight fortsætter hvor Batman Begins slap; Bruce Wayne lever et dobbeltliv som Batman og bekæmper kriminialitet i samarbejde med politidetektiv James Gordon - hjulpet af advokaten Harvey Dent. Netop som det begynder at lykkes dem at rydde op i Gotham, dukker en ny trussel dog op i form af den mystiske Joker.
Som sin forgænger er en del af filmen inspireret af tegneserien The Long Halloween, der ligeledes viser et forsigtigt samarbejde mellem Batman, James Gordon og Harvey Dent. Historien er udarbejdet af David S. Goyer og Christopher Nolan, der ud over at instruere filmen desuden har skrevet manuskriptet med sin bror Jonathan Nolan.
På rollelisten finder man blandt andet Christian Bale, Heath Ledger, Aaron Eckhart, Maggie Gyllenhaal, Gary Oldman, Michael Caine og Morgan Freeman.
På listens andenplads indfinder Mamma Mia! sig, der allerede har haft premiere herhjemme. Musicalen er inspireret af den verdensberømte svenske gruppe ABBAs fortryllende sange som Dancing Queen, S.O.S., Money, Money, Money og Take a Chance on Me. Lidt mere beskedne 27.6 millioner dollars (130 millioner kroner) blev det til, men af en musical er det ganske flot.
Meryl Streep står i spidsen for en stjernerække af anerkendte skuespillere som blandt andet Pierce Brosnan, Colin Firth, Stellan Skarsgård, Julie Walters, Dominic Cooper, Amanda Seyfried og Christine Baranski.
På tredjepladsen holdt Will Smiths fordrukne superhelt Hancock stand med 14 millioner dollars - og nu med samlet meget fornemme 191.5 millioner dollars. En skuffelse må siges at være Hellboy II: The Golden Army, der skræmmende faldt fra første- til femtepladsen med 10 millioner dollars i sin anden weekend. Der er stadig et stykke vej til filmens omkostninger er dækket ind. Årsagen må nok findes i konkurrenten Batman, der satser på nogenlunde samme publikum.
Top 10 film i USA lige nu
Billetindtægterne i de nordamerikanske biografer plejer at være et udmærket pejlemærke om kommende film, der er værd at holde øje med for os danskere.
1. The Dark Knight - $155M
2. Mamma Mia! - $27.6M
3. Hancock - $14M
4. Journey to the Center of the Earth - $11.9M
5. Hellboy II: The Golden Army - $10M
6. Wall-E - $9.8M
7. Space Chimps - $7.3M
8. Wanted - $5.1M
9. Get Smart - $4.1M
10. Kung Fu Panda - $1.7M


