Nye film i biografen: Uge 39 2008

Skrevet af Lars Haslev d. 25. september 2008 kl. 08:41

Hvad skal dine lommepenge bruges på i denne uge? Film selvfølgelig! Hver uge kommer MovieSpice med et kig på de bedste nye filmoplevelser i biografen. God fornøjelse!

Rejsen til Saturn

Rejsen til Saturn
Billetværdi: 4/6

Trailer: Rejsen til Saturn

Rejsen til Saturn er en filmatisering af Claus Deleurans klassiske kulttegneserie fra 1977 og samtidig det første danske folke-rum-eventyr i verdenshistorien. Der er dømt animation uden sidestykke, humor og hæsblæsende action skabt af holdet bag Terkel i knibe.

Med stemmer af bl.a. Casper Christensen, Frank Hvam, Simon Jul Jørgensen, Klaus Bondam, Lars Hjortshøj, Anders Lund Madsen, Esben Pretzmann, Ali Kazim, Iben Hjejle, Peter Belli og mange flere.

En film om ære, respekt, kærlighed og integritet. En historie om at sætte livet på spil, for at forsvare de danske værdier: Hjørnesofaen, kolonihaven og den kælderkolde pilsner.

Kurt Maj, en skruppelløs og magtbegærlig erhvers-magnat sætter spillet i gang - spillet om jordens vandressourcer - og det der er værre. Det hele resulterer i at en flok, helt igennem håbløse danskere, af blandet herkomst, sendes afsted til Saturn for at udfordre verdensrummets farligste alienhær imod alle odds.

Gensyn med Brideshead

Gensyn med Brideshead
Billetværdi: 4/6

Trailer: Gensyn med Brideshead

Gensyn med Brideshead er en bog af Evelyn Waugh, som i 1981 blev lavet til en tv-serie med Jeremy Irons. Nu kommer spillefilmen.

I tv-serien blev de bærende roller som Charles og Sebastian spillet af Jeremy Irons og Anthony Andrews. Denne gang spilles Charles af Matthew Goode og Sebastian spilles af Ben Whishaw. I andre vigtige roller ses Emma Thompson og Michael Cambon, og Julian Jarrold, instruktøren bag Becoming Jane fra 2006, har instrueret.

I filmen følger vi kaptajn Charles Ryders erindringer om sin ungdom og mødet med den aristokratiske og katolske familie Flyte, der bor på det smukke Brideshead Castle. Familien gør et stærkt indtryk på den småsky Charles, ikke mindst det intense søskendepar Sebastian og Julia.

Zohan

Zohan
Billetværdi: 3/6

Trailer: You Don't Mess with the Zohan

Ny actionkomedie med den omvandrende komediefabrik og komiker Adam Sandler. Han spiller i You Don't Mess With the Zohan titelrollen som Mossad-agenten Zohan Dvir, hvis største ønske er at blive en populær hairstyler.

For at opfylde sin drøm skifter han identitet og tager til New York City, hvor han starter sin egen salon og bliver romantisk involveret med op til flere af sine klienter. Zohan møder snart sit livs kærlighed, men hans nyfundne liv og karriere bliver truet, da han bliver genkendt og fortiden indhenter ham... med grinagtige konsekvenser!

You Don't Mess With the Zohan er tredje samarbejde mellem Adam Sandler og Dennis Dugan, der tidligere har instrueret Happy Gilmore, Big Daddy og I Now Pronounce You Chuck & Larry.

Omtalte film

Rejsen til Saturn
Premiere: 26. september 2008
Trailer: Rejsen til Saturn
Distributør: Nordisk Film

Gensyn med Brideshead
Premiere: 26. september 2008
Trailer: Gensyn med Brideshead
Distributør: SF Film

Zohan
Premiere: 26. september 2008
Trailer: You Don't Mess with the Zohan
Distributør: Buena Vista

Anderledes superhelt tager førstepladsen

Skrevet af Lars Haslev d. 07. juli 2008 kl. 08:35

Hancock er mest populær i USA lige nu

Billetindtægterne fra de nordamerikanske biografer plejer at være et udmærket praj om kommende film, der er værd at holde øje med for os danskere. I denne uge blev vinderen af publikums gunst ikke overraskende Will Smiths nye film, Hancock, hvor skuespilleren spiller en noget anderledes superhelt end hvad vi er vant til.

Hancock er en actionkomedie der følger en afdanket og fordrukken superhelt (Will Smith), som ikke forstår det ansvar, der følger med overnaturlige evner. Filmen hentede imponerende 63 millioner dollars hjem, hvilket svarer til lige knap 300 millioner kroner. Ud fra filmens trailer ser det da også ud til, at der er hæsblæsende underholdning for alle med hang til action, superhelte og Will Smith i sin vante komedie-rolle.

Dernæst følger ikke overraskende Pixars nye animationsfilm, Wall-E, der havde premiere i sidste uge. Imponerende nok fortsætter den store succes for Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige, mens The Incredible Hulk vel nok har tjent sig selv hjem, men bestemt ikke har givet det forventede store overskud i kassen.

Wall-E vandt som ventet

Skrevet af Lars Haslev d. 30. juni 2008 kl. 19:47

Wall-E fik som ventet det største publikum

Billetindtægterne fra de nordamerikanske biografer plejer at være et udmærket praj om kommende film, der er værd at holde øje med for os danskere. To nye film har haft premiere, og de opdelte biografgængerne i to nogenlunde lige store flokke.

Men vinderen blev som ventet Pixars nye animationsfilm Wall-E, om end ikke med den ventede dominans i forhold til alle andre konkurrenter: Filmen indtjente godt nok imponerende 62½ millioner dollars - hvilket er knap 300 millioner kroner - men animationsfilmens nærmeste konkurrence på andenpladsen nåede såmænd også de gyldne 50 millioner dollars. Det er yderst sjældent, at to film kan prale af denne præstation i samme åbningsweekend, men det er altså hvad der sker, når man sætter to så længe ventede film til premiere i samme weekend.

Det er den tredjebedste åbning for en Pixar-film, blot overgået af De Utrolige og Find Nemo. Anmeldelserne er også forrygende: Med 96% på Rotten Tomatoes er der ingen tvivl om, at man har noget spændende at se frem til - hvis man vel at mærke er til Pixars tidligere eventyr. Dansk biografpremiere den 29. august.

Toeren blev altså Wanted. Den længe ventede filmatisering af en ultravoldelig tegneserie af Mark Millar og J.G. Jones - proppet med vilde effekter i ren Matrix-stil. Det imponerende ved, at filmen indtjente 51 millioner dollars (241 millioner kroner) i sin åbningsweekend, er selvfølgelig først og fremmest at den var oppe imod Pixars nye animationsfilm. Men den er samtidig censurmærket som voksenfilm, hvilket svarer til en skærpet udgave af 15-årsgrænsen i Danmark. I den forbindelse er det historisk set den sjettestørste åbning for en film med dette censurmærke nogensinde.

Filmen har Angelina Jolie, Morgan Freeman og James McAvoy på rollelisten, så det har naturligvis også været en faktor for, at filmen kunne trække så mange mennesker i biografen denne wekend. I Danmark har man dog forudset, at et sammenstød mellem Wanted og Wall-E aldrig ville gå godt, så Wanted får premiere en uge før animationsfilmen den 22. august.

Tidligere ugers vindere led hårdt under kampen med første og andenpladsen. Sidste uges topfilm, Get Smart, faldt til tredjepladsen med 20 millioner dollars, svarende til knap 95 millioner kroner, mens den anden animationsfilm Kung Fu Panda nu ligger på en fjerdeplads med det halve.

Den store taber blev The Incredible Hulk, der atter tog et drastisk fald helt ned på femtepladsen. Så man på forhånd frem til at overgå den skuffende Ang Lee-film fra 2003 på den økonomiske side, er der meget, meget langt igen. Dermed ser det ikke ud til, at vi ser flere film om den grønne superhelt lige med det samme.

Komedier duellerer weekenden

Skrevet af Lars Haslev d. 24. juni 2008 kl. 23:51

Komedien Get Smart er populærest i USA

Komikerne Steve Carell og Mike Myers duellerede denne weekend i de nordamerikanske biografer med hver deres film. Den ene med adskillige succesfulde komedier i bagagen de seneste år, den anden for at gøre comeback med sin første reelle filmoptræden siden 2003. Billetindtægterne fra de nordamerikanske biografer plejer at være et udmærket praj om kommende film, der er værd at holde øje med for os danskere.

Vinderen med solide 39 millioner dollars - hvilket er cirka 187 millioner kroner - blev ikke overraskende Steve Carells remake af tv-showet Get Smart, der gav Mike Myers regulære klø. The Love Guru, der ud fra traileren minder mest om nok en forkølet Austin Powers-klon, trak det korte strå og må altså nøjes med en fjerdeplads.

Get Smart har udover Carell også Anne Hathaway og Dwayne Johnson på rollelisten. Komedien handler om den over-ivrige analytiker Maxwell Smart, der længe har ønsket at blive en rigtig agent, og også bliver det da hans arbejdsgiver, det amerikanske spionagentur Control, bliver kompromitteret. Smart har ikke meget erfaring og er kun udstyret med et par smarte gadgets og en stor portion entusiasme. Så måske bliver kampen ikke helt nem. Filmen får premiere i Danmark den 29. august.

Sidste uges vinder The Incredible Hulk og forrige uges vinder Kung Fu Panda tog henholdsvis anden- og tredjepladsen. Mens altså The Love Guru måtte indtage en pinlig fjerdeplads på sin egen premiereweekend med sølle 14 millioner dollars, svarende til 67 millioner kroner. Mike Myers har ikke indspillet en komedie siden The Cat in the Hat i 2003, og på trods af at Shrek har været en stor succes for den falmende komiker, har det ikke overbevist biografgængerne i denne ombæring.

Animationsfilmen Kung Fu Panda får i øvrigt stor konkurrence næste uge, hvor den bliver sat op imod Pixars nye animerede familiefilm, Wall-E. En film vi danskere selv får at se i slutningen af august.

Jobannonce

  • MovieSpice søger altid dygtige skribenter. Elsker du film ligesom os? Evner du samtidig det danske sprog til perfektion og formår at formidle dig i et kreativt, friskt og indbydende sprog? Og bor du evt. i København eller Odense, hvor de nye film i biografen vises for pressen? Så er det lige dig vi leder efter til stillingen som anmelder eller nyhedsfeeder!

  • Send os en engageret ansøgning med lidt om dig selv, din baggrund for skribentstillingen og eksempler eller referencer på din kunnen.

USA - Top 10

  • Eagle Eye$29.1M
  • Nights in Rodanthe$13.4M
  • Lakeview Terrace$7M
  • Fireproof$6.8M
  • Burn After Reading$6.1M
  • Igor$5.3M
  • My Best Friend's Girl$3.8M
  • Righteous Kill$3.7M
  • Miracle at St. Anna$3.4M
  • The Family That Preys$3.1M